En mors beretning

“Man kan ikke behandle tyve års depression på seks måneder”, vise ord fra en utrolig kvinde.

Tid er noget vi alle ønsker vi havde mere af, men det er lige præcis det mest flygtige koncept af den moderne verden vil lever i. Du kan ikke standse tiden, for at beholde dette øjeblik for evigt. Du kan heller ikke få tiden til at gå hurtigere, for at undslippe et mindre behagelig øjeblik. Vi skynder os, for at nå det hele, og vil helst lave det hele på den halve tid. Det fungerer bare ikke på den måde, især ikke når det gælder de store kriser i vores liv.

Min største krise kom, da jeg blev ramt af den værste af alle mine depressioner, jeg troede bare det ikke var så slemt. Men slemt var det, når man ikke engang magtede at komme op om morgenen, og sørgede for at sende børnene i skolen på en ordentlig måde.

Det gik op for mig, hvor skidt det egentlig stod til, da skolen informerede mig om, at de snart var nødt til at melde børnenes fravær til kommunen. Det ville være en total falliterklæring, at blive meldt til kommunen på den måde. Jeg kunne slet ikke rumme, at blive “stemplet” som en dårlig mor, der ikke var i stand til at sørge for at børnene kom i skolen. Jeg ville simpelthen ikke være endnu en “udlændinge-mor”, hvis børn blev taget fra hende, fordi hun ikke var i stand til at passe på dem.

Derfor var det med et tungt, men beslutsomt hjerte, jeg skrev en mail til kommune og bad om hjælp. Hjælp til “bare at kunne komme op om morgenen”, og “bare at komme ovenpå en lille depression”. Når jeg kigger tilbage på det, var jeg selv ikke klar over, hvor stor en opgave jeg havde sat i gang. Jeg regnede med, at det ikke ville tage særlig lang tid.

Det er faktisk, lige omkring tre år siden det hele startede. Jeg var så fantastisk heldig, at den familiepædagog der skulle hjælpe os, var en utrolig empatisk, nærværende og faglig dygtig kvinde. Hun viste sig hurtigt, at være en rigtig stor hjælp og inspirerende del af vores liv og den store proces jeg var kommet i gang med. Hun var som sendt fra himlen. En engel, der kunne se igennem den tykke, men krakeleret facade, som jeg har fået bygget op igennem årene. Jeg tør godt sige, at hun kender mig bedre end nogen anden, for jeg oplevede for første gang i mit liv, at der var én jeg kunne stole på, én der troede på mig, og én der kunne se den bange, lille pige bagved det store moderhjerte.

I starten var opgaven bogstaveligt talt, at få mig op om morgenen og børnene af sted i skolen. Der var gode dage og der var mindre gode dage. Da jeg endelig startede i psykologisk behandling, var det stadig ret nemt for mig, at kunne “snyde” mine behandlere, ved at fortælle dem hvad de ville høre og ikke hvordan jeg egentlig havde det. Det var noget jeg har lært i alle de år, hvor jeg simpelthen ikke ville have at folk skulle se hvor dårlig jeg egentlig havde det. Det har nok været medvirkende til, at vi troede at der ikke ville gå så lang tid med at komme på benene igen.

Der gik noget tid, inden der blev besluttet at jeg havde bedst af, at blive indlagt og jeg blev enige med teamet om at børnene skulle anbringes i den tid jeg var på hospitalet. “Vi skynder os langsomt”, var blevet vores motto, for tingene skulle hænge sammen og det var så utrolig vigtigt, at børnene blev placeret de rigtige steder, så vi allesammen kunne få den hjælp vi havde brug for. Planen var, at jeg skulle være indlagt i et par måneder og når jeg var blevet rask igen ville børnene flytte tilbage til mig.

Ingen af os, havde kunnet forudse hvor stor en healingsproces jeg havde sat i gang. Jeg var indlagt i seks uger om sommeren 2014, og blev stille og roligt sluset ud, mens jeg skulle vænne mig til at hjemme hos mig selv. Alene. I starten var det som om, at være på besøg hos sig selv. Lejligheden var underlig tom og stille i forhold til hospitalet og jeg savnede børnene. Tanken om, at blive normal fungerende var underlig fjern og uoverskuelig. Hvordan skulle man skynde sig og blive rask? Hvordan skulle jeg bearbejde de traumer fra mit barndom inden for “et par måneder”? Det kunne man ikke, det ved jeg godt nu, men jeg ville jo gerne have mine børn hos mig og jeg ville gerne kunne give dem hvad de havde brug for. Problemet var bare, at jeg slet ikke kunne gøre det på så kort tid.

Jeg måtte acceptere at, jeg skulle lære at passe på mig selv og koncentrere mig om mig selv. Børnene havde det godt og trives, så det gjorde det lidt nemmere. Med tiden er det også blevet nemmere for mig, at give mig selv tid til at komme ovenpå igen.

Jeg har lige afsluttet gruppeterapi og ved årsskiftet var jeg også nødt til at “klippe navlestrengen” fra vores familiepædagog, for jeg er blevet bedre til at stå på egne ben igen. Det er blevet nemmere med lidt hjælp fra de meget dygtige støttepersoner i mit liv og hverdag.

Mens jeg skynder mig langsomt og med accepten af, at jeg står foran et helt nyt liv, tager jeg et skridt ad gangen og giver mig selv den tid det tager at hele så mange års svigt og smerte. Om det så tager tre år til, vil jeg fortsætte med at “kæmpe” og arbejde for at kunne give mine børn en hel og nærværende mor tilbage.